NYHEDSBREV
MARTS 2017
Kære BALLET-interesserede

Forårssæson 2017 er godt i gang i Sorø, Køge og Korsør og byder på hele to workshops i Sorø - alle er velkomne til at deltage. Læs mere: Balletworkshop - Ballet & Tango.

Det faglige indspark handler i dette nyhedsbrev om MOTIVATION til at træne - læs det her.

Sidst i nyhedsbrevet kan du læse kort nyt fra mine hold.

Til slut vil jeg minde om, at Den kgl. Ballet kommer til Korsør fredag 9. juni. Det er efter forlydende den eneste by på Sjælland - uden for København - som i år får besøg af sommerballetten. Læs artikel fra SN her.

Jeg ønsker alle et lunt forår og en dejlig sommer. Næste nyhedsbrev udkommer sædvanen tro på den anden side af sommerferien.


Næste balletworkshop i Sorø finder sted søndag 2. april kl. 14-16 og er målrettet dem, der gerne vil have repeteret trin og bevægemønstre ud over den ugentlige træning.

Der er tid til personlig instruktion og behandling af diverse personlige udfordringer i forbindelse med god bevægelse, kropsholdning og kropsbevidsthed/ledsans. Gæster, der gerne vil prøve BalletFitness er også velkomne.

Husk tilmelding senest 26. marts! Læs invitation her.

Tilmelding balletworkshop
Sorø Balletforening

I anledning af Dansens Dag 29. april, som er en verdensomspændende begivenhed, holder Sorø Balletforening et ÅBENT HUS-arrangement. I år kan du prøve at danse TANGO-linedance - og det er ganske GRATIS.

Husk tilmelding senest 23. april. Læs invitation her

Tilmelding Ballet & Tango
 Hvorfor træner du (ikke)?

I dette nyhedsbrev skal det faglige indhold handle om motivationen til at motionere/træne/bevæge sig. Marina Aagaard, træningsekspert, skriver på sin blog om emnet: "Indgangsvinklen til motion og træning er desværre for mange unge og voksne – også coaches, trænere og vejledere – ikke kropslig eller mental forbedring, men kun vægttab. Synd at den tankegang er så udbredt; det bliver for surt at træne – og mange falder fra."

Hvorfor ikke i stedet lade sig motivere af frugtbare og positive formål? Her kommer 4 formål, der for mig giver meget mere mening end vægttab:

1) Træn fordi du kan. Anerkend at du har en god krop, der utrætteligt arbejder for dig - også selv om du ofte ikke bemærker det.

2) Træn for at hjælpe din krop til at blive stærkere og til at klare livets udfordringer. Hvis din krop bærer rundt på mange kilo, skal styrke og form også forbedres tilsvarende - og lad så din krop have den størrelse den nu engang har. Det er kun vigtigt, at du er sund og stærk.

3) Træn fordi det er sjovt at opnå nye færdigheder. Marina Aagaard skriver: "Træn det, du er dårlig til. Ud over at forbedre motorikken (hjerne og krop), forbruger man mere energi, når man skal ‘kæmpe’ med noget." Og til ballet kæmper vi både med hjerne og krop. For mig som underviser er det skønt at følge den "kamp" hos mine elever - så flytter de sig både kropsligt (sundhedsmæssigt) og mentalt.

4) Træn sammen med ligesindede. Hvis du træner på et hold, bakkes du op af træneren og holdet i fællesskab. Og din chance for at vedligeholde din træning er meget større.


Jeg håber, du kan bruge mine 4 motivationstip til at få - eller vedblive med at have - sunde, aktive og udviklende fritidsinteresser, der kan medvirke til at gøre dit liv interessant og indholdsrigt - uanset din størrelse!

Kort nyt fra SORØ, KØGE og KORSØR

SORØ: Vi fortsætter med sommertræning i maj og juni - se sommerprogram her. I juli og august er der DROP-IN lørdage kl. 10 og ellers holder vi ferie. Alle udenbys fra er velkomne både til sommerholdtræning og DROP-IN.
 
KØGE, torsdage kl. 17.45 og 19.30: Sidste gang er 11. maj - læs mere hos FOF her. Vi starter op igen til efteråret (sidst i september). Til efteråret bliver holdet kl. 19.30 målrettet begyndere og holdet kl. 17.45 bliver for fortsættere. Så vil det tilgodese alle kursister bedst muligt.

KORSØR, onsdage kl. 17: Sidste gang er 10. maj - læs mere hos FOF her. Vi starter op igen til efteråret (sidst i september).
Med venlig hilsen
Charlotte de Neergaard

www.seniorballet.dk · www.motionsballet.dk · www.balletfitness.dk
Denne e-mail er sendt til dig, fordi din e-mail-adresse er på min mailingliste. Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet, kan du afmelde det her eller sende en mail til c.neergaard@gmail.com