MotionsBallet Charlotte de Neergaard
NYHEDSBREV
DECEMBER 2014
Kære BALLET-interesserede
 
Sæsonen og året går på hæld, derfor får du traditionen tro et nyhedsbrev fra mig med TAK for i år og info om den kommende sæson.

Derudover kan du læse om:

· Ballet i Rødovre
· Ballet_for_seniorer,_handicappede_og_børn
· Dans_i_folkeskolen_i_Sorø?


SORØ BALLETFORENING

Pga. erstatningstimer er den sidste træningsdag i 2014 lørdag 3. januar 2015. Herefter begynder den nye sæson fra mandag 5. januar 2015.

Du kan se træningsprogram for julen til og med 3. januar her. Hvis du kommer til juleafslutningen mandag 29. december, så husk meget gerne at medbringe en sjov hat - vi skal have taget et godt PR-foto til vores pressemeddelelser og annoncer.

Apropos annoncer, så har vi lige haft en lidt atypisk annonce i Sorø Avis fredag 19. december. Jeg håber, den kan tiltrække opmærksomhed også fra det lidt yngre segment, så vi kan tilbyde mange forskellige hold og træningstider til glæde for alle kursister. Du kan se Sorø e-Avis her - annoncen finder du på side 10 (blev også bragt i Sjællandske på Sorø-siden lørdag 20. december). Tak til Jeanette Bernholm for baggrundsbilledet.

Du kan se nyt program for 2015 her. Der er ingen vigtige ændringer i forhold til efterårets program, bortset fra at der igen fra januar er 2 INTRO-hold - et om onsdagen og et om lørdagen, i 8 uger. Så hvis du har bekendte, der overvejer at prøve MotionsBallet eller SeniorBallet, får de den største fleksibilitet nu, hvor de har mulighed for at alternere mellem de 2 hold. AFSPÆND kommer på programmet igen, når INTRO-holdene er slut. Bemærk i øvrigt, at vi har fået nyt kontonummer.

Jeg håber at se rigtig mange til juleafslutning - alle nuværende kursister er velkomne til at deltage, men hvis man ikke lige går på et af de nævnte hold, så giv mig en melding, så jeg kan medbringe nok portvin og kransekage.

Jeg ønsker jer alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL!


Magnus jule-mus



ønsker alle en glædelig jul


Rødovre Kommunes byvåben -
nu er der igen ballet i Rødovre.
Ballet i Rødovre

På opfordring fra ballet-interesserede i Københavnsområdet - og fordi jeg er i København hveranden torsdag - kan du nu igen få undervisning i SeniorBallet/MotionsBallet i Rødovre. Det foregår hos DOF Vestegnen (Rødovre Kulturelle Aftenskole) på Højnæsvej 63.

Vi starter torsdag 15. januar kl. 17-18.30 - i alt 5 torsdage i ulige uger.

Holdet er både for "gamle" og nye kursister, og kurset henvender sig både til motionister (under 50 år) og seniorer (over 50 år). Undervisning vil blive differentieret, så alle vil have glæde af at deltage.

Tilmelding og flere oplysninger her: DOF Vestegnen. Du er også velkommen til at kontakte mig direkte på c.neergaard@gmail.com.
Ballet for seniorer, handicappede og børn

Alle kan have glæde af ballet - på hver sin måde. Se blot disse 3 grupper, der alle medvirker på scenen - det er ganske vist ...

Senior-balletdansere på scenen
De er stadig aktive og tilsammen har de tilbragt "247 år i trikot". Sidstnævnte er titlen på en forestilling med 5 "gamle" balletdansere, der blev vist på Det kongelige Teater her i efteråret. Det kunne være sjovt at se forestillingen på Sorø Balletforenings årlige balletaften - vi er jo mange aktive "seniorer". Men vores balletaften ligger i april og forestillingen er ikke på repertoiret til den tid. Så indtil videre må du nøjes med at læse her: Senior-balletdansere på scenen (avisartikel) 

Handicappede krigsveteraner trænes af balletdansere i pilates
Pilates er en slags "floor barre" med særlig fokus på ryg- og kernemuskulatur. Pilates og balletdanser-ekspertise udgør en overraskende, men vellykket kombination ved genoptræning af handicappede krigsveteraner: Krigsveteraner trænes af balletdansere i pilates (avisartikel). Læs også om den spektakulære forestilling "I føling", hvor handicappede krigsveteraner medvirker på scenen.

Balletbørn til prøve på Nøddeknækkeren
Nøddeknækkeren er netop nu aktuel på Det kongelige Teater. Den er velegnet at se for børn, fordi den er et juleeventyr for børn, handler om et barn og så er der også børn på scenen blandt de medvirkende. Se her, hvad der gør de medvirkende børn så glade ved ballet: Balletbørn til prøve på Nøddeknækkeren (video)

58-årige Lis Jeppesen på scenen - igen

Dans i folkeskolen - muligheden har eksisteret i 10 år (læs artikel på folkeskolen.dk). Hvornår kommer dans i folkeskolen til Sorø?
Dans i folkeskolen i Sorø?

I forbindelse med den nye folkeskolereform har Sorø Kommune indbudt lokale idrætsforeninger til et samarbejde omkring "den åbne skole" - læs kommunens invitation her.

Som mange af jer ved, har den alt for ensidige motion i form af sports- og boldspilstræning af børn og unge længe været en kæphest for mig. Så jeg tog med glæde imod opfordringen - læs mit svar til Sorø Kommune her.

Resultatet af denne første kontakt blev, at jeg den 11. december deltog i Sorø Kommunes "speed dating"-arrangement med skolelederne af de kommunale folkeskoler.

Jeg fik talt med skolelederne for Borgerskolen, Pedersborg Skole og Ungdomsskolen. De var meget interesserede i mit budskab, fordi de godt kunne forstå, at den kropslige uddannelse af vores folkeskoleelever er alt for ensidig - hvis overhovedet eksisterende.

Vi talte også om, at målgruppen for mit bidrag i første omgang kunne være skolelærerne, da deres kompetencer på det dansetekniske og kunstneriske område ofte ikke er særlig gode. På den måde kan de blive inspireret til den videre undervisning af eleverne.


Nu er kontakten skabt, og vi må afvente og se, hvad der videre sker - og om det endelig skal lykkes at få dans i folkeskolen i Sorø ...

Læs mere: Eksempel på danseworkshop i kreativ dans i folkeskolen
Med venlig hilsen
Charlotte de Neergaard

www.seniorballet.dk · www.motionsballet.dk
Denne e-mail er sendt til dig, fordi din e-mail-adresse er på min mailingliste. Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet, kan du afmelde det her eller sende en mail til c.neergaard@gmail.com