MotionsBallet Charlotte de Neergaard
NYHEDSBREV
JULI 2014
Kære BALLET-interesserede
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om:

· DROP-IN (Sorø) fortsætter hele sommeren
· Nyt koncept: AFSPÆND
· Efterårsprogram (Sorø) med mange hold
· Nye INTRO-hold (Sorø) til efteråret
· Sundhedsdag på Sorø Bibliotek 30. august
· Kalender-projekt 2015: Andet og tredje foto-shoot!

"Jeg bor langt væk fra Sorø - er nyhedsbrevet så ikke til mig?"

Som du nok har bemærket, er MotionsBallet/SeniorBallet i øjeblikket koncentreret meget omkring Sorø. Tidligere har jeg undervist flere steder på Sjælland (fx Holte og Rødovre), men siden jeg flyttede til Sorø i forbindelse med, at min søn kom til verden, har jeg droslet lidt ned på mine udenbys aktiviteter.

Nu er min dejlige Magnus 2½ år og det giver mig lidt større frihed. Derfor kan jeg godt igen køre udenbys i forbindelse med kortere kursusforløb eller workshops.

Desuden handler nyhedsbrevet også om træning og viden uden relation til et lokalområde. Så hæng på, hvis mine koncepter inden for MotionsBallet/SeniorBallet interesserer dig - så glemmer du ikke at følge med.

GOD SOMMER til alle - hvis ikke vi ses til DROP-IN - i Sorø ...





INFO-folder, der fortæller hvad SeniorBallet og MotionsBallet går ud på. Folderen er ændret lidt siden sidste nyhedsbrev i april.

Folderen er skrevet til dem, der ikke kender til ballet og som ikke ved, at ballet er en af de bedste motionsformer, der findes, selv om man er voksen, ikke skal være balletdanser og aldrig har danset før.

Fotograf er Jeanette K. B. Bernholm. Hun er også fotograf på vores kalender-projekt, som du kan læse mere om nedenfor.
MotionsBallet DROP-IN DROP-IN (Sorø) fortsætter hele sommeren

LØRDAG kl. 10.30-11.30
Skolevej 1, Sorø

Første gang: 12.07.2014
Sidste gang: 23.08.2014

NB: Ingen træning 19/7

(For holdbeskrivelse: Før musen over logoet).

Normalt er DROP-IN gratis, hvis man er tilmeldt et andet hold. Men siden det ordinære sommerprogram er slut, koster denne EKSTRA sommertræning 25 kr. pr. gang, som betales kontant ved døren.

Alle er velkomne, men bemærk at niveauet er ØVEDE med lidt sværere trin og hurtigere tempo til følge. Man er velkommen til at gøre det med, man kan. Fra efteråret kommer der også DROP-IN for let øvede (søndag aften) - se mere om dette under Efterårsprogram (Sorø).

Tilmeld dig sms-service på mobil 23 24 86 12 eller mail, så får du en sms-påmindelse ca. 2 dage før træning.
Nyt koncept: AFSPÆND

LØRDAG kl. 9.00-10.30
ONSDAG kl. 17.45-19.15
Skolevej 1, Sorø

NB. Først fra uge 45!
(For holdbeskrivelse: Før musen over logoet).

Jeg vil gerne slå et slag for AFSPÆND, fordi jeg kan se på mine kursister, at det ikke er så ligetil at afspænde nogle muskler, imens andre nærliggende muskler arbejder aktivt. Det gælder fx skuldermusklen Trapezius, som er svær at afspænde, når armene samtidig skal bevæge sig aktivt i skulderleddet.

Aktiv/passiv afspænding er så grundlæggende en del af ballettens træningsmetode, at det for nogle af mine kursister vil være godt at fokusere netop på dette i et afgrænset kursusforløb. Den første del af lektionen vil være stangskole som normalt, hvorefter vi fokuserer på forskellige afspændingsmetoder både siddende/liggende på gulvet og stående, så vi oplever tyngdekraftens udfordringer, men også hjælp.

Under LINKS finder du i øvrigt et online foredrag om forebyggelse af nakkesmerter (se under "Grundtræning").
MotionsBallet AFSPÆND

Efterårsprogram (Sorø) med mange hold

SE PROGRAM HER:
Efterårsprogram 2014

HUSK
· Du kan alternere inden for samme uge, dvs. hvis du ikke kan komme på dit faste hold en dag, er du velkommen på et af de andre inden for samme uge.

· Stangskolen vil som udgangspunkt være den samme for alle hold, så du møder ikke helt ukendte trin på et andet hold.

· Hvis du tilmelder dig 2 faste hold, må du også frit deltage på alle øvrige hold, dvs. du kan næsten komme til daglig træning.

·
NYT: DROP-IN for let øvede søndag aften kl. 20. Så kan du nå at passe dine weekend-forpligtelser og alligevel få trænet.

· PRO om fredagen er forbeholdt øvede kursister, ellers er alle hold åbne for alle, der tidligere har deltaget på et hold. Helt nybegyndere skal starte med INTRO.

Nye INTRO-hold (Sorø) til efteråret

Dette forår har været lidt særligt, idet vi har gennemført det første INTRO-hold. Det var en fornøjelse at undervise de 9 nye damer, som nu alle er klar til at gå videre på et andet hold til efteråret.

Ved hver sæsonstart vil vi fremover tilbyde INTRO-hold a 8 x 60 min., så nye kan starte der og lære træningsmetoden at kende.

Men hvordan får vi gjort opmærksom på vores INTRO-hold, så vi rent faktisk kan fylde dem? Sidste gang var Sorø Avis så venlige at bringe vores pressemeddelelse - det satser jeg på, at de vil igen. Og vi er kommet på facebook (søg på "Sorø Balletforening").

Men derudover har vi også brug for DIN hjælp. Fortæl vidt og bredt om herlighederne ved MotionsBallet/SeniorBallet. Du kan evt. støtte dig til vores INFO-folder eller en mere detaljeret beskrivelse her: Hvorfor MotionsBallet/SeniorBallet?

Jo flere vi er, jo flere forskellige hold og tider kan vi tilbyde, så det bliver nemmere for DIG at finde træning, der passer i din hverdag.


Sundhedsdag på Sorø Bibliotek 30. august

LØRDAG 30.08.2014 kl. 10-13, Sorø Bibliotek

Sorø Balletforening er sammen med andre lokale foreninger blevet inviteret til at deltage i bibliotekets sundhedsdag 30. august. Det vil være en fin lejlighed for os til at fortælle om MotionsBallet og SeniorBallet samt foreningens øvrige aktiviteter.

Vi får en stand og jeg sørger for, at der vil være INFO-foldere og efterårsprogrammer til uddeling. Samtidig påtænker jeg at vise de trænings-videoer, som Jeanette optog i forbindelse med udstillingen "Mit Sorø" på Sorø Museum (den kører i øvrigt endnu).

For også at have noget "levende" at demonstrere, har jeg planer om at lave en kort 7-trins-guide til en bedre holdning. Den skal trykkes på et lille kort, som folk kan tage med sig. Guiden kan danne udgangspunkt for en demo af en dårlig holdning og en god holdning ved at vejlede den besøgende på stedet ud fra kortets opskrift.

Kunne du tænke dig at hjælpe med dette og i det hele taget bakke op om foreningen og fortælle om træningen?

I så fald vil jeg sørge for, at du får en god oplæring i de 7 trin til en bedre holdning. Oplæringen vil finde sted på Skolevej en dag i sidste halvdel af august, ca. en times varighed. Giv mig en melding på c.neergaard@gmail.com, om du vil være med!

Måske så du den? Mette Dyhr briller i Sorø har haft ballet som udstillingstema i juni. Balletskørtet er fra min mor, som dansede på Pantomimeteatret i Tivoli.

Tak til Jeanette for at sponsorere fotostaten og tak til Annemarie Hjortgaard for at sætte det hele i gang, da hun opdagede, at Det kgl. Teater ikke opfører sommerballet i akademihaven i år og så tog sagen i egen hånd - for "noget offentlig ballet" skulle vi altså have i Sorø i år ...
De 3 gratier ... FØR ...



... og EFTER ...

Kalender-projekt 2015: Andet og tredje foto-shoot!

Jeanette og jeg fortsætter vores utrættelige jagt på de skønneste billeder - og synes selv, at det er lykkedes ret godt for os med "De 3 gratier og "Heksemutter".



Balletkalenderen er med medlemmer af Sorø Balletforening og skal være med til at promovere ballet som motionsform. Jeanette K.B. Bernholm er fotograf og stylist på projektet, og Charlotte er art director. Det er meget vigtigt for os, at hvert billede bliver en slags tableau, der fortæller en lille historie eller formidler en følelse - som vi sammen med modellerne finder frem til.

Vi er i fuld gang, så det er nu, du skal gribe chancen, hvis ikke du vil gå glip af denne enestående mulighed for at blive ballet-model!

De kommende billeder hen over sommeren bliver ude i den skønne Sorø-natur. Til efteråret flytter vi inden for i Jeanettes NYE fotostudio i Slagelse - eller andre interessante indendørs-lokationer i Sorø.
Med venlig hilsen
Charlotte de Neergaard

www.seniorballet.dk · www.motionsballet.dk
Denne e-mail er sendt til dig, fordi din e-mail-adresse er på min mailingliste. Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet, kan du afmelde det her eller sende en mail til c.neergaard@gmail.com