NYHEDSBREV
FEBRUAR 2010
Kære BALLET-interesserede

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

- Fælles teater-tur lørdag 17. april

- SeniorBallet_i_København

- Bournonvilles paradigme - vores fokus 2010

Desværre bliver der ikke noget ballet-trin denne måned - jeg kan ikke få teknikken (altså den elektroniske) til at fungere, men jeg arbejder på sagen og sender det ud, så snart jeg har fundet en løsning.
Kære TANGO-interesserede

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

- Tangoundervisning i Slagelse, Holte og Fensmark

- Musikalsk WORKSHOP 16. marts kl. 19-20.30

- DROP-IN fredags-praktika i ulige uger
Fælles teater-tur lørdag 17. april

I år slutter vi sæsonen af med "En skærsommernatsdrøm" på Det kgl. Teaters gamle scene (Kgs. Nytorv). Forestillingen er en dansemæssig fortolkning af Shakespeares komedie af samme navn - og både teaterstykket og balletten er helt vidunderlige.

Omdrejningspunktet er menneskets dårskab og længsler bygget op omkring fire unge menneskers kærlighedsliv, som der ruskes godt og grundigt op i af de drillesyge alfer.

Balletten er koreograferet af John Neumeier, en af vor tids allerstørste koreografer, som I mange år var leder af Hamburg Operaen og som har lavet andre store opgaver dedikeret specielt til Den kgl. Ballet - blandt andet "Amleth" (bygget over Shakespeares "Hamlet").

Men i netop "En skærsommernatsdrøm" får Neumeier i den grad illustreret dansens sublime udtryksmuligheder - for dans og musik taler direkte til vores følelser og underbevidsthed, hvilket han ublu gør brug af i sin både erotiske og humoristiske fortælling om underbevidsthedens fortrængte drifter.

Jeg har reserveret 25 billetter, og det er først til mølle-princippet, der gælder. Prisen for teaterbilletten er kr. 250 (prisgruppe C, 1. etage rk. 4-5 - udmærkede pladser).

Vi starter aftenen kl. 18 med en fælles middag for dem, der har lyst, på en ikke for dyr restaurant i nærheden. Men mere om det senere.

Tilmeldingsfrist inkl. betaling er 17. februar, da jeg ellers mister reservationen. Se yderligere oplysninger om tilmelding mv. på www.seniorballet.dk under ARRANGEMENTER eller ring til mig på 23 24 86 12.

Alle er velkomne - også hvis du har lyst til at invitere gæster med.
 
Tangoundervisning i Slagelse, Holte og Fensmark

SLAGELSE
Man må sige, at vi er kommet godt fra start med tangoundervisningen i Slagelse. Der mødte næsten 40 mennesker op til første undervisningstime og det er for mange til et hold, så vi ...

- oprettede to hold

- udvidede undervisningstiden med 15 minutters opvarmning/afdansning i hver ende

- og jeg fandt en øvet tangoherre, Jens Krohn, til at hjælpe mig med undervisningen.

Og både Jens og jeg selv er meget glade for de to superinspirerende tirsdagshold. Det er en stor fornøjelse at arbejde med så ihærdige og engagerede elever. Vi glæder os til det videre arbejde ...

HOLTE
I Holte er vi også godt i gang om onsdagen kl. 19.30-21.10 med stort engagement og arbejdsiver - dejligt. Og der har jeg også været heldig at få en øvet tango-herre til at hjælpe, nemlig Jens Wilhjelm.

Vi har på holdet talt lidt om, at vi skulle på en rigtig tango-salon en aften. Om onsdagen er der faktisk tango-salon  (også kaldet "milonga") på Café Kellerdirk på Frederiksberg. Jens og jeg har talt om, at vi selv ville tage derind en aften - og resten af holdet er selvfølgelig mere end velkomne til at tage med - det kunne være rigtig hyggeligt! Men lad os aftale det nærmere på holdet, så vi lige kan få en snak om konventioner og trafikregler på dansegulvet inden ...

FENSMARK
Om søndagen er der DROP-IN begynder-undervisning og praktika i Fensmark ved Næstved - hvilket nok har særlig interesse for Slagelse-folket.

Jeg er selv af sted næsten hver søndag, for man kan altid øve sig og lære af hinanden. Undervisningen er kl. 18.30-20.00 og foregår ved Bjørg Johansen, som jeg klart kan anbefale. Bagefter kan man øve sig til kl. 23.00.
SeniorBallet i København

Vi er godt i gang med ballet-træningen både i København VEST (DOF Vestegnen/Rødovre Kulturelle Aftenskole) og i København NORD (LOF Rudersdal, Lyngby og Gentofte).

Begge steder er vi en lille sluttet kreds. I NORD (Holte) er et nyt hold lige begyndt, og i VEST (Rødovre) slutter vi i denne uge, men nyt hold starter op igen 4. marts.

Det er sjovt for mig på ny at indvie nye elever i ballettens særlige univers. Jeg håber, at mine elever hygger sig lige så meget som jeg og samtidig bliver udfordret (det sidste er jeg ret sikker på!). For mig er det i hvert fald en fornøjelse at undervise så interesserede og lærevillige elever! Og så har SeniorBallet fået sin første herre! Det er på holdet i Holte - er herrerne nord for København særligt modige? Godt gået, Jens!
Musikalsk WORKSHOP 16. marts kl. 19-20.30

SLAGELSE
Vi har med Nils Hovgaards hjælp (fra KOK's bestyrelse) været så heldige at få arrangeret en musikalsk workshop med en af de store kapaciteter på området herhjemme - nemlig musiker Charlotte Støjberg fra trioen "Tre til tango".

I workshoppen vil Charlotte Støjberg beskrive og analysere tangomusikkens karakteristika, mens Jens K og jeg vil supplere og demonstrere, hvordan musikken kan bruges og fortolkes i dansen.

Workshoppen finder sted en tirsdag, hvor vi normalt har undervisning. Denne undervisningsdag flytter vi i stedet til tirsdag 4. maj (som så bliver sæsonens sidste undervisningsdag).

Da det drejer sig om et åbent arrangement (=billigere deltagerbetaling), kan tilmelding til Tine Sass først foretages, når arrangementet har været annonceret i lokalpressen. Der er maks. deltagerantal på 40 personer, så jeg foreslår, I holder øje med lokalpressen i den kommende tid ...
Bournonvilles paradigme - vores fokus 2010

Ligesom sidste år skal vi have et fokusområde for dette års ballet-træning.

I år har jeg været meget optaget af Bournonville (grundlæggeren af den specielt danske stilart inden for ballet), hvilket mine elever da også har "lidt" under, idet vi pt. danser en lille koreografi i Bournonville-stil.

Men det går rigtig godt - og her er det på sin plads med STOR ROS til jer elever: Bournonville er svær at danse, og I ikke alene kæmper, alt hvad I kan, men I får det også til at lykkes langt hen ad vejen! Godt gået! Og tak for jeres indsats - så bliver læreren også glad.

Men tilbage til dette års fokus:

Kirsten Ralov (tidligere solodanser og viceballetmester ved Den kgl. Ballet) skriver i bogen "Perspektiv på Bournonville":

Hvad Bournonville ville med sin træning kan således sammenfattes med hans egne ord: "Smidighed og Lethed bør gaae Haand i Haand med Fasthed og Kraft; et behageligt Udtryk maa bevares under Anstrængelsen, og den størst mulige Udholdenhed erhverves for at fjerne fra Tilskuerens Tanke enhver Forestilling om Arbeide og Besværlighed".

Nu skal vi ikke glemme, at ballet er en scenekunst - også SeniorBallet. Dvs. vi danser og relaterer os altid til en tredje part, nemlig tilskueren - i den daglige træning det, som vi kalder "front" - og ofte er det i praksis spejlet (så vi kan tjekke, at det vi "giver" tilskueren også er i orden).

Derfor, når vi i timerne taler om at holde nogle muskelgrupper afspændt, mens andre er stærkt aktiverede, er det ikke kun for vores egen kropslige bæredygtigheds skyld, men også fordi det falder i tråd med et overordnet formål: At formidle et budskab, at give en gave til beskueren - nemlig en oplevelse af skønhed, harmoni og ubesværethed.

Vores mål er, at tilskueren skal føle sig tryg, beriget, opløftet og inspireret. Og det gør tilskueren ikke, hvis det, vi udstråler, er bekymrede ansigtsudtryk, bøjede nakker, spændte skuldre og opgivende holdninger (puha - sikke et "billede" - og det er det, vi heldigvis er på vej væk fra ...).

Når vi øver os i timerne på at blive bedre til også at fokusere på denne dimension, så bliver det endnu sjovere at danse ballet. Vi får indblik i et helt nyt univers af leg, formidling og udtryksmuligheder. Og det sker kun, hvis vi tvinger os selv til - tilsyneladende - at dreje fokus væk fra vores problemer med det dansemæssige og i stedet fokusere på de muskelgrupper (ansigt, nakke, hals, skuldre, hænder), der nødvendigvis må afspændes, for at vi kan få en behagelig udstråling.

Og det er faktisk dejligt at give sig selv lov til at slappe lidt af. Vi arbejder allerede nu med det i timerne, men det kan også anbefales at prøve det i hverdagen uden for træningslokalet ... GOD ARBEJDSLYST.
 
DROP-IN fredags-praktika i ulige uger

SLAGELSE
Nu er vi ved at være ovre de første usikre skridt udi tangoens spændende univers - og flere elever har allerede efterspurgt flere dansearrangementer. Nu er Slagelse jo ikke den by i verden, hvor der er flest muligheder for at danse tango - faktisk ingen ud over hos os om tirsdagen. Derfor har jeg besluttet at gøre et forsøg med DROP-IN fredags-praktika.

Det foregår i gymnastiksalen bag Slagelse Teater (der hvor vi plejer at være). Der vil være sat borde og stole op og i det hele taget forsøgt skabt en hyggelig stemning.

Programmet er:

Kl. 18.30-19.00: Teknikundervisning
Kl. 19.00-22.00: Praktika

Pris: Kr. 100 pr. person inkl. fri kaffe/te og lidt sødt (ud over instruktøren :-).

Første gang er fredag 5. marts og derefter hver anden uge (dvs. ulige uger). Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op, hvis man har tid og lyst (deraf "DROP-IN").

Hvad er en praktika?

En praktika er en slags tango-salon "light". På en normal tango-salon er der ret strikse konventioner for, hvordan man opfører sig - man stopper ikke op i dansen, man snakker ikke på dansegulvet, man eksperimenterer ikke eller øver nye trin, man ikke har fået helt på plads endnu etc.

MEN alt det må man gerne på en praktika, samtidig med at man danser med forskellige partnere, som man(d) byder op lige som på en normal tango-salon. Dvs. man kan komme alene. Desuden vil der hele aftenen være en instruktør til stede, som man kan søge hjælp hos. Derfor er det et rigtig godt rum til at lege, eksperimentere og lære af hinanden.

Jeg håber at se rigtig mange af jer til DROP-IN fredags-praktika i Slagelse - og tangofolk fra Fensmark og andre steder er særdeles velkomne - så vi kan få etableret et godt og aktivt tango-miljø i Slagelse.

PS. Hvis man ikke kan vente til marts, er der fredags-workshop og praktika i Fensmark den 12. og 19. februar med nogle superdygtige gæsteundervisere fra Buenos Aires. Den 19. februar er der desuden LIVE musik. Jeg skal selv af sted begge dage.
Med venlig hilsen
Charlotte de Neergaard
www.seniorballet.dk
www.tangoslagelse.dk
Denne e-mail er sendt til dig, fordi din e-mail-adresse er på afsenders mailingliste. Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet, kan du afmelde det her.