logo seniorballet

Kære balletelev/balletinteresserede


Hermed en tak for denne sæson og lidt information om den kommende
forårssæson 2009.

Vi starter op igen efter nytår som følger:
Husk, at ballet-oplysningerne i det trykte program (det lilla hæfte) fra
Kreativ Oplysnings Kreds (KOK) ikke er gældende mere, da der er sket en
del ændringer. Du kan altid finde opdaterede informationer på hjemmesiden
www.seniorballet.dk.

Jeg går ud fra, at holdene fra 2008 fortsætter i 2009, men det kommer i
sidste ende an på tilmeldingerne (der skal være 8 deltagere for at oprette
et hold). Så hvis du vil fortsætte, skal du sørge for at tilmelde dig ved at
betale det tilsendte girokort hurtigst muligt, tak.
 
Sværhedsgrad
I øvrigt kører holdenes sværhedsgrad videre (dvs. at vi på begynderholdet
ikke begynder forfra, men fortsætter med at lære nyt og udvikle teknikken).
Det øvede hold om tirsdagen er allerede på maksimum sværhedsgrad og vi
fortsætter udfordringerne i det nye år. På det blandede hold om fredagen er
der også en ret høj sværhedsgrad og krav om præcision.
 
Erstatnings-lektion
Vi måtte desværre med meget kort varsel aflyse træningen tirsdag 9. december.
Dette skyldtes, at gymnastiksalen var reserveret til eksamen, hvilket man havde
glemt at fortælle os. Vi beklager meget den sene aflysning og kan i stedet tilbyde 
en erstatnings-lektion på tirsdag 30. december kl. 17-18.30. Alle er velkomne -
også fredagsholdet, hvis man skulle have mistet en lektion i løbet af sæsonen. 
 
Ikke nyt lokale til fredagsholdet - endnu
Vi har på fredagsholdet talt lidt om, at vi på et tidspunkt nok flytter undervisningen
til Slagelse (gymnastiksalen bag Slagelse Teater - dér hvor tirsdagsholdene træner).
Det er mere centralt for de fleste elever, og så sparer vi udgiften til lokaleleje. Men
der sker ingen ændringer endnu. I givet fald vil det først ske fra efteråret 2009. I
hører nærmere, når/hvis det bliver aktuelt.
 
Argentinsk tango i Slagelse?
Tine (leder af KOK) og jeg overvejer at sætte argentinsk tango på programmet
fra efteråret 2009. Der har i 2008 været afholdt nogle enkelte tango-workshops 
i Slagelse med undervisere udefra, men det er svært som begynder rigtigt at få
udbytte af nogle enkelte workshops fordelt over et helt år. Derfor vil vi gerne kunne
tilbyde tangoundervisning på et aftenskolehold med en undervisningsaften pr. uge. 
Da tango er en pardans, vil det selvfølgelig være en fordel at medbringe en
dansepartner, men hvis man tilmelder sig alene, vil vi forsøge at danne par af de
fremmødte. Er der interesse for argentinsk tango i Slagelse? Hvis du er interesseret
eller kender til andre interesserede, hører vi meget gerne fra dig. Send gerne besked
til c.neergaard@privat.dk.

Hvad er formålet med SeniorBallet?
Det er en udfordring for alle at blive presset til sit yderste. Fokus, vilje og den
fysiske ihærdighed - med andre ord arbejdsdisciplin - er det, der adskiller ballet
fra megen anden motion. Denne arbejdsdisciplin, der er lige relevant om du er
øvet eller begynder, er central i en dansers verden - og samtidig meget nyttig at
kunne bruge i andre sammenhænge. Så mit håb er, at du som balletelev hos
SeniorBallet dels får en lille indsigt i dansens verden og dels, ud over de fysiske
fordele, får oplevet glæden ved og nyttigheden af at beherske den arbejdsdisciplin,
som er så vigtig for en danser.
 
Med denne lille opmuntring og målsætning ønskes alle et rigtig godt, lykkebringende
og arbejdsrigt nytår med masser af hyggeligt samvær.
 
Mange hilsner
Charlotte de Neergaard
Balletinstruktør
 
c.neergaard@privat.dk
www.seniorballet.dk
Mobil 23 24 86 12
 
PS. Hvis du ikke ønsker at modtage flere nyhedsbreve fra SeniorBallet, kan du afmelde dig her.