logo seniorballet

Kære ballet-interesserede
Så er SeniorBallet ved at varme op til den kommende sæson. Vi træner to dage om ugen, nemlig tirsdage og fredage. Det giver os mulighed for at få grundteknikken endnu bedre på plads og få optrænet muskulaturen, så vi kan komme videre til de mere udfordrende og sjove balletøvelser - og ikke mindst rigtig dans som udtryk og fortolkning af den skønne, klassiske musik.
 
Undervisning
Vi starter fredag 29. august (øvede + let øvede) samt tirsdag 2. september (begynder + elite) - du kan se hele programmet her (KOK - Kreativ Oplysnings Kreds). Du kan også se programmet på www.seniorballet.dk - klik på "Undervisning". Til alle elever fra sidste sæson er der tillige et trykt program fra KOK på vej i posten. 
 
Hvis du er i tvivl om hvilket niveau/hold, du hører til på, er du meget velkommen til at kontakte mig pr. e-mail eller på mobil 23 24 86 12. Men som udgangspunkt vil begynderne fra sidste sæson høre til på let øvede, medmindre man måske har haft et stort fravær sidste sæson og egentlig gerne vil have grundøvelserne på plads - så er man meget velkommen på begynderholdet. Man kan aldrig træne grundøvelserne for meget - de professionelle dansere gør det hver eneste dag!
 
Videoklip
Du kan se et videoklip fra vores seneste begynderhold her. Det er en piqué-øvelse ved stangen, som er en forberedelse til piqué ude på gulvet (drejninger på et ben i fremadgående retning). På internettet fandt jeg et videoklip med en danser, der laver "færdige" piqué, som ser rimeligt fornuftige ud - se videoklippet her - så kan du se et bud på, hvordan øvelsen kan se ud til slut.
 
I forbindelse med internettet skal du i øvrigt være opmærksom på, at der findes en del tilgængelige undervisnings-videoklip med balletøvelser, men pas på - det er ikke alle, der er af lige høj kvalitet, og du kan nemt blive forkert instrueret, hvis ikke du kan skelne. På den anden side er det jo godt at dygtiggøre sig, så derfor er du altid velkommen til at spørge/sende mig en e-mail med link til klippet, hvis du er i tvivl.
 
I øvrigt TAK til Helga for video-optagelsen, og TAK til "modellerne".
 
Hjemme-træning?
Vi har før på holdene talt om, at det kunne være godt at have en video med en slags "hjemme-træningsprogram" med nogle grundlæggende stangskole-øvelser samt tilhørende musik. Så kan man selv smugtræne lidt derhjemme, komme i bedre form og få endnu mere ud af holdundervisningen. Hvis der stadig er interesse for det, vil jeg meget gerne have det at vide - enten ved at du sender mig en e-mail eller ved at vi tager det op på holdene.
 
Indtil videre kan jeg i det mindste give dig CD-titlerne, på den balletskole-musik, jeg bruger pt.:
 
1) Music for dance, piano improvisations for ballet class, Vol. 1, Kim Helweg (Ankerstjerne Music)
2) Music for ballet class, Vol. 2, André Sulocki (University College of Dance, Stockholm, Sweden)
 
De kan købes hos Dance & Gym Shop (hvor mine elever får 10% rabat) eller du kan søge på dem på internettet. De er ret dyre (ca. 200-300 kr.), så hvis der er mange, der gerne vil have dem, vil jeg gerne gøre et samlet indkøb, så vi måske kan få mængderabat. Giv mig besked, hvis du er interesseret.
 
Det var alt for nu. På gensyn til en ny, spændende sæson for SeniorBallet i Slagelse.
 
Mange hilsner
Charlotte de Neergaard
Balletinstruktør
 
c.neergaard@privat.dk
www.seniorballet.dk
Mobil 23 24 86 12
 
PS. Hvis du ikke ønsker at modtage flere nyhedsbreve fra SeniorBallet, kan du afmelde dig her.